- Spørg Knud.
Den sætning lyder det flere gange dagligt på nyhedstjenestens redaktion i Mejlgade i Aarhus, når DK Nyts redaktør, Knud Abildtrup, er på job. Alternativt “det må du spørge Knud om, når han er her”.
Men fra den 1. marts er det ikke længere muligt, fordi den 65-årige redaktør trækker stikket og går på efterløn. Hjemmet i Alken samt børnebørn og resten af familien venter på hans nærvær.
På redaktionen vil han blive savnet som den kæmpestore vidensbank, der altid har svar på dette og hint om kommunale emner, kommunalpolitikere, hvordan DK Nyt skal udvikle sig, og hvordan artikler skal skæres. Menneskeligt som den rolige, erfarne redaktør, der er sikker på, at det nok skal gå – selv i de mest hektiske stunder.
Knud Abildtrup er uddannet journalist i 1990 og var før sine mange år på DK Nyt i en årrække lokal- og egnsredaktør på Horsens Folkeblads redaktion i Nr. Snede og Brædstrup.
dotn